Kommuneplan 2017-2029
Planstrategi
Hvad gælder for mig

Nørremarken

Nørremarken afgrænses mod syd af Midtbyen og Fjorden, mod vest af Grejsdalen og mod øst af motorvejen. Mod nord grænser området til det åbne land.

Bydelen består af et ældre parcelhusområde syd for Horsensvej, Stadionkvarteret, et større etageboligområde ved Finlandsvej/Moldevej, et nyt parcelhusområde på Lille Grundet og erhvervsområde omkring Horsensvej og Viborgvej.

Erhvervsområdet indeholder en stor mangfoldighed af erhverv og der er kun få tomme bygninger. 

Bydelen omfatter store skovområder og fjordkysten, der er af væsentlig rekreativ betydning for hele byen. Endvidere er her stadion og campingplads. Horsensvej er en af hovedindfaldsvejene til Vejle med adgang til motorvejen. Der er udarbejdet en lokalplan, der sikrer et harmonisk udseende langs indfaldsvejene. Der er fortsat rummelighed på Store og Lille Grundet til boligbebyggelse. Derudover er der mulighed for udbygning i Hornstrup området. Bydelens butikker findes hovedsageligt i Nørremarkscentret, som ligger i centerområdet. Her finder man også Nørremarkskirken samt Vejle Kommunes Ungdoms- og Kulturforening, som er en tværetnisk, muslimsk forening, der blandt andet omfatter lokaler indrettet til religiøse formål. 

I de senere år er der gennemført en helhedsplan for bebyggelsen i Finlandsparken, der er et af de største almene boligbebyggelser i Vejle. Planen har bl.a. medført, at der er bygget et fælleshus og der er bygget nye penthouselejligheder og boligerne er generelt blevet renoveret. Der er også etableret en såkaldt sivevej, der giver en mere direkte forbindelse mellem boligområderne og Nørrecentret/skolen.

Vejle Kommune • Skolegade 1 • 7100 Vejle • Tlf.: 76 81 00 00