Kommuneplan 2017-2029
Planstrategi
Hvad gælder for mig

Skibet

Indbyggertal (2016)

2.060 personer

Boligudbygning (2012-2016)

21 stk.

Restrummelighed 

161 boliger

Skibet ligger i Vejle Ådal nord for motortrafikvejen Vejle-Billund. Den overvejende del af bebyggelsen er nyere parcelhuse.

Byområdet består af kvarterene Knabberup og Østengård, landsbyen Slelde og selve Skibet. Byområdet gennemskæres nord-syd af flere slugter med små bække, der løber ned mod Vejle å mod syd. Mod nord er der en fin udsigt mod skovbryn og et meget kuperet landskab.

I Skibet er der skole, idrætsplads, børneinstitutioner, spejderhus, plejehjem og ældreboliger. Endvidere er der forsamlingshus og multihal, men ingen dagligvarebutik. Sognekirken ligger for sig selv syd for Bredstenvej.

Skibet er i de senere år udbygget på baggrund af en strukturplan, som bl.a. sikrer en række grønne kiler, bestående diger og levende hegn. Strukturplanens områder er stort set udbygget. Et ældre erhvervsområde ved Præstegårdsvej bør på længere sigt omdannes til boliger eller blandede byfunktioner. Vest for Jennumvej er et nyt boligområde under opførelse.

Der er busforbindelse til Vejle og Bindeballestien, der løber på den nedlagte Vandelbanes trace, giver trafiksikker forbindelse for cyklister til Vejle. Stien er mellem Skibet og Vejle forsynet med belysning af hensyn til cyklisternes tryghed. Der er kun få spor af en oprindelig landsbybebyggelse i selve Skibet, men nord for Skibet ligger den bevaringsværdige landsby Slelde. Udstykningsformen er en fin halvstjerneudstykning, der i dag tydeligt aflæses i afgrænsningen af de nyere parcelhusudstykninger i Skibet.

Lokalrådet i Skibet har i 2016 udarbejdet et idekatalog, som vil være et godt udgangspunkt i dialogen med Vejle Kommune i forhold til at gennemføre konkrete projekter i lokalområdet.

I næste planperiode vil Vejle Kommune udarbejde en helhedsplan for det samlede område mellem Skibet og Vejle By. Helhedsplanen skal danne grundlag for udviklingen af et attraktivt område med boliger og natur, der er tilpasset de landskabelige kvaliteter, som Ådalen rummer, og sikre, at de klimamæssige udfordringer er håndteret på en måde, der skaber nye muligheder for rekreativ udfoldelse.

Vejle Kommune • Skolegade 1 • 7100 Vejle • Tlf.: 76 81 00 00