Kommuneplan 2017-2029
Planstrategi
Hvad gælder for mig

Indledning

Vejle Kommune offentliggør hermed Kommuneplan 2017-2029.  

Følgende emner i kommuneplanen er blevet revideret: Nye arealudlæg ved Vejle, Jelling, Brejning, Gravens-Ågård, Egtved og Ødsted. Ny redegørelse vedrørende attraktive boligmiljøer. Forbedret adgang og kvalitet i natur- og kystområderne. Udmøntning af Natur- og friluftsstrategien i lokale retningslinjer og arealudpegninger. Udpegning af skovrejsningsområder. Udpegning af mulighed for 3 udvalgsvarebutikker over 2000 m² i Vejle Midtby. Derudover er mål og rammer blevet revideret gennem regulering af arealudlæg, kvalitetstjek og opdatering af rammebestemmelserne. Der er også tilføjet nye visionsafsnit om udvikling af Vejle Kommune. Dele af kommuneplanen er udarbejdet i samarbejde med de øvrige kommuner i Trekantområdet.

Processen

Byrådet har indkaldt forslag og ideer til revision af kommuneplanen i perioden 6. maj til 1. juli 2015. Den 8. marts 2017 vedtog byrådet at sende et forslag til kommuneplanen i høring. Forslaget til Kommuneplan 2017-2029 har været i offentlig høring fra den 11. april 2017 til den 26. juni 2017. Den 29. november 2017 blev kommuneplanen endeligt vedtaget.

Hvad er en kommuneplan?

Kommuneplanen er den samlede plan for hele kommunens fysiske udvikling de næste 12 år. Kommuneplanen udarbejdes efter planloven og skal revideres hvert 4. år.

Hvad består kommuneplanen af?

En kommuneplan består af en hovedstruktur, retningslinjer og rammer for lokalplanlægningen.

I den fælles hovedstruktur for Trekantområdet beskrives de overordnede mål for byernes udvikling og udviklingen i det åbne land samt retningslinjer for planlægningen. Til de enkelte temaer kan der være knyttet arealudpegninger, som er vist på kortbilag. For udvalgte temaer eller afgrænsede geografiske områder er der lavet retningslinjer for planlægningen og administrationen, der kun gælder for Vejle Kommune.

I mål og rammer for lokalplanlægningen konkretiseres hovedstrukturens overordnede principper for kommunens enkelte byer og bydele og andre områder.

Målene danner baggrund for rammebestemmelserne, der gælder for indholdet af lokalplaner. Lokalplanerne er en forudsætning for påbegyndelse af større bygge- og anlægsarbejder. Derudover må lokalplaner ikke stride mod retningslinjerne i hovedstrukturen.

Hvad betyder kommuneplanen for mig?

Kommuneplanen er ikke direkte bindende for den enkelte grundejer, men byrådet har pligt til at virke for kommuneplanens gennemførelse. Når et område er udlagt til et bestemt formål i kommuneplanen, må man derfor som beboer eller grundejer forvente at udviklingen vil gå i den retning.

Kommuneplanen skal anvendes som grundlag for anden planlægning, administration og anlægsvirksomhed i kommunen. Retningslinjerne angiver enten generelle bestemmelser eller refererer til specifikke geografiske udpegninger af interesseområder, der skal varetages af administrationen.

Kommuneplanens rammebestemmelser har betydning for kommunes kompetence til at lave lokalplaner. Der skal udarbejdes en lokalplan, når det er nødvendigt for at sikre kommuneplanens virkeliggørelse. En lokalplan må ikke stride mod kommuneplanen, men kan godt være strammere end kommuneplanens rammebestemmelser, f.eks. gennem fastsættelse af lavere bebyggelsesprocenter.

 

Vejle Kommune • Skolegade 1 • 7100 Vejle • Tlf.: 76 81 00 00