Kommuneplan 2017-2029
Planstrategi
Hvad gælder for mig

Vejle 2050

 

Byrådet i Vejle Kommune har indledt en proces om en langsigtet plan for kommunens udvikling frem mod år 2050. Processen omhandler 2 spor - Vejle By og hele kommunen. De seneste år er der sket en befolkningsudvikling, der langt har overgået prognoserne. På den baggrund er det ikke usandsynligt, at vi kan være 100.000 indbyggere i Vejle By og 175.000 i hele Vejle Kommune i 2050. Den strategiske retning skal understøtte vigtige beslutninger og prioriteringer om fremtidige investeringer. Samtidig er det stadig mere tydeligt, at klimaforandringerne vil betyde store udfordringer for Vejle By og hele oplandet.

Vejle 2050 skal ikke ses som en præcis plan, men som en vision for, hvordan vores kommune kan udvikle sig på lang sigt, og hvordan vi kan optage en stor befolkningstilvækst og samtidig styrke byens og kommunens evne til at håndtere vandstandsstigninger og større regnmængder.

Fokus er at udvikle vores Vejle og sikre, at det fortsat er livskraftigt, robust og fremsyn i både gode og dårlige tider.Et led i dette arbejde var at samle Byråd, Erhvervskontaktudvalg, Innovationsudvalg, Uddannelsesråd og en række repræsentanter fra råd og foreninger til et møde om Vejle Bys udvikling frem mod 2050. De mange forskellige samarbejdspartnere drøftede i juni 2016, hvorfor Vejle By er et særligt sted i 2050 og hvad der skal til for at nå dertil. 

Det bliver de unge, der kommer til at leve i Vejle i 2050 og derfor er det naturligt, at de unge også er de første der har bidraget til processen. Dette er som optakt og inspiration for arbejdet med Vejle 2050 i byrådet. Involveringen af de unge er en strategi, som følger op på underskrivelsen af et charter efter CityLAB-konferencen i 2013. Her arbejdede unge, planlæggere og politikere i 2 dage intenst med udviklingsprojekter. Siden er ungdomsuddannelserne bl.a. involveret i en udviklingsworkshop for Vejle i efteråret 2050 og har arbejdet sammen med kommune om specifikke byudviklingsrelaterede opgaver.

I den videre proces skal byrådet sammen med forskellige samarbejdspartnere drøfte ønskede udviklingsscenarier for hele kommunen.

Vejle Kommune • Skolegade 1 • 7100 Vejle • Tlf.: 76 81 00 00