Kommuneplan 2017-2029
Planstrategi
Hvad gælder for mig

Forbrændings-og deponeringsanlæg

Retningslinje for forbrændings- og deponeringsanlæg 

Udlagte arealer til forbrændings- og deponeringsanlæg fremgår af kortbilag Tekniske anlæg og støj. 

Deponeringsanlæg skal placeres under hensyn til miljø- og naturinteresser, herunder drikkevandsinteresser. Mellemdeponering af affald, med henblik på senere forbrænding, skal ske på en sådan måde, at energiindholdet bedst muligt opretholdes.

Der må inden for en afstand af 500 m fra affaldsdeponeringsanlæg ikke udlægges arealer til forureningsfølsom anvendelse. Dette gælder dog ikke for indspulingsbassiner.

Redegørelse

Kommunerne står for affaldsplanlægningen, herunder for vurdering af de forventede affaldsmængder til genanvendelse (bortset fra det kildesorterede erhvervsaffald til materialenyttiggørelse), forbrænding og deponi i de kommende 12 år. Kommunerne skal endvidere sikre tilstrækkelig deponerings- og forbrændingskapacitet.

Affaldshåndteringen i kommunerne i Trekantområdet sker bl.a. gennem fælleskommunale affaldsselskaber og/eller affaldssamarbejder. Flere af kommunerne i området er interessenter i flere forskellige affaldsselskaber og/eller affaldssamarbejder.

Eksisterende anlæg

Landets kommuner arbejder ud fra den landsdækkende ressourcestrategi ”Danmark uden affald” med henblik på at opnå øget genanvendelse og øget udnyttelse af ressourcerne i affaldet.

I alt 16 kommuner arbejder sammen i Energnist I/S om det brændbare affald, heraf 5 af Trekantområdes kommuner, Billund, Fredericia, Kolding, Middelfart og Vejle. Haderslev og Vejen kommuner udbyder selv mængderne på markedet.

Energnist I/S har udarbejdet en Strategi 2016-2030, som forventer, at der vil ske en stigning i affaldsmængderne til forbrænding. Uanset dette, vurderes den eksisterende kapacitet i Trekantområdet at være tilstrækkelig i planperioden.

Affaldsforbrændingsanlæg fremstår som store, ofte dominerende industrianlæg, der kan medføre væsentlige luft-, støv- og støjgener. For at undgå gener udlægges der omkring disse anlæg et konsekvensområde på 500 m, hvor der ikke må udlægges nye arealer til forureningsfølsom anvendelse.

De benyttede deponeringsanlæg er Fredericia Kommunes Deponi, Vejlby Losseplads ved Middelfart, Deponi Syd og Deponi Østs anlæg og Odense Nord Miljøcenter.

Den procentvise andel af affaldsmængden, som deponeres, er gennem de seneste 10-15 år faldet. Set ud fra den danske affaldsmodel, hvor deponering er den lavest prioriterede håndtering af affaldet, forventes det, at kommunerne fortsat vil arbejde målrettet for at reducere affaldsmængderne til deponering. Den eksisterende kapacitet til deponi forventes derfor at være tilstrækkelig i planperioden.

For affaldsdeponeringsanlæg udgør risikoen for at forurene grundvandet det primære miljøproblem. Der kan desuden forekomme støv-, luft- og støjgener. Endelig kan anlæggene på grund af størrelsen virke dominerende i landskabet. Derfor skal der ved anlægsudvidelser og nyetableringer tages hensyn til anlæggets placering i forhold til boligområder, rekreative områder, vandveje, vandområder samt andre landbrugs- og byområder. Der skal endvidere tages hensyn til de geologiske og hydrogeologiske forhold, grundvandsforekomster, kystnære vandområder, fredede arealer, risikoen for oversvømmelser, sætninger eller jordskred samt beskyttelse af natur- og kulturværdier.

 

 

 

Vejle Kommune • Skolegade 1 • 7100 Vejle • Tlf.: 76 81 00 00